Tre legater fra Ivalo & Minik Fonden

Bestyrelsen for Ivalo & Minik Fonden har på sit halvårlige bestyrelsesmøde i november besluttet at uddele tre legater, der hjælper grønlandske studerende med at dygtiggøre sig på uddannelser i New Zealand, Sydkorea og Norge. Legaterne er 100 procent finansieret på baggrund af donationer fra Royal Arctic Line A/S, Royal Greenland A/S, GrønlandsBANKEN’s Erhvervsfond og NunaFonden.

Formanden for bestyrelsen Minik Rosing udtaler i den forbindelse:

“Jeg vil gerne rose vores bidragsydere for gennem deres donationer at udvise stort samfundsansvar. Uden disse bidrag ville vi i Ivalo & Minik Fonden ikke være i stand til at uddele legater, der på den ene side er med til at opfylde unge menneskers drømme og på den anden side sikrer Grønland en mere veluddannet befolkning. Det er for mig at se en ren win-win-situation for samfundet som helhed.”

I den forbindelse har Minik Rosing en appel til erhvervslivet i Grønland.

“Jeg håber, at endnu flere virksomheder, fonde eller organisationer kunne have lyst til at støtte Ivalo & Minik Fonden. Med flere donationer vil vi kunne støtte endnu flere grønlandske studerende, og der er masser af talentfulde studerende, som kunne have gavn og glæde at studieophold i udlandet, og samtidig skabe forbindelser mellem Grønland og omverdenen.”

Ivalo & Minik Fonden har siden 2014 uddelt legater til lidt mere end 40 studerende.

Efterårets legatmodtagere
Michael  Platou har fået et legat til sine fortsatte studier i koreanske forhold på Pusan National University i Sydkorea.

Aviaja Lynge Petersen har fået et legat til at gennemføre et praktikophold på institutionen Spectrum Care i New Zealand i forbindelse med sin uddannelse til pædagog.

Ninni Jeremiassen studerer geologi på Århus Universitet og har fået et legat til at læse et semester på Norges teknisk-naturvidenskabelige Universitet i Trondheim som en del af sin Master.

Ivalo & Minik Fonden fortsætter naturligvis med at uddele legater. Næste ansøgningsfrist er den 15. februar 2020, hvor bestyrelsen ser frem til at modtage mange gode ansøgninger.