Ivalo & Minik Fonden uddeler tre legater

Bestyrelsen for Ivalo & Minik Fonden har på sit halvårlige bestyrelsesmøde i slutningen af oktober besluttet at uddele tre legater, der hjælper grønlandske studerende med at dygtiggøre sig på uddannelser i Sverige, Sydkorea og England. Legaterne er 100 procent finansieret på baggrund af donationer fra Royal Arctic Line A/S, Royal Greenland A/S, GrønlandsBANKEN’s Erhvervsfond og NunaFonden.

Formanden for bestyrelsen Minik Rosing udtaler i den forbindelse:

”Først og fremmest vil jeg ønske legatmodtagerne et stort tillykke. Jeg er sikker på, at de alle er værdige repræsentanter for Grønland. Herudover vil jeg takke vores bidragsydere for gennem deres donationer at udvise stort samfundsansvar. Uden disse bidrag ville vi i Ivalo & Minik Fonden ikke være i stand til at uddele legater, der på den ene side er med til at opfylde unge menneskers drømme og samtidig er med til at sikre Grønland et stigende uddannelsesniveau, et bedre kendskab til Grønland ude i verden og styrke Grønlands kendskab til verden. Det er for mig at se en ren win-win-situation for samfundet som helhed.”

Ivalo & Minik Fonden har siden 2014 uddelt legater til lige under 50 studerende.

Efterårets legatmodtagere
Pipaluk Lind har fået legat til at studere en master i kulturelle studier på Göteborgs Universitet i Sverige.

Michael Platou har fået legat til at studere en master i koreanske forhold på Pusan University i Sydkorea.

Lærke Skifte har fået legat til at tage sin kliniske praksis (psykologi) på Centre of Anxiety Disorders and Trauma in Maudsley Hospital i London i England.
Ivalo & Minik Fonden fortsætter naturligvis med at uddele legater. Næste ansøgningsfrist er den 15. februar 2021, hvor bestyrelsen ser frem til at modtage mange gode ansøgninger.