Ivalo & Minik Fonden uddeler legater for 399.000 kroner

Bestyrelsen for Ivalo & Minik Fonden har på sit møde den 20. marts besluttet at uddele seks legater. Den samlede uddelingssum er på i alt 399.000 kroner

“NunaFonden, Royal Greenland, Royal Arctic Line og GrønlandsBANKENs Erhvervsfond  har doneret de penge vi uddeler, så det er i høj grad deres fortjeneste, at vi har kunnet uddele disse legater. Det vil jeg gerne takke dem for,” siger Minik Rosing, formand for Ivalo & Minik Fondens bestyrelse, og fortsætter:

“Jeg håber, at legatmodtagerne får nogle gode ophold i udlandet, og at de efterfølgende vender tilbage til Grønland, og bruger den viden, de har tilegnet sig.”

Legatmodtagerne
Alex Amâsa Olsen har modtaget et legat til at studere et semester på University of Queensland i Brisbane i Australien, som en del af sin ingeniøruddannelse på Danmarks Tekniske Universitet.

Ane Eva Lange har modtaget et legat, så hun kan læse et semester på Norges teknisk-naturvidenskabelige universitet i Trondheim i forbindelse med sin ingeniøruddannelse på Danmarks Tekniske Universitet.

Ann Eileen Lennert har modtaget et legat til sine PhD-studier på Norges Arktiske Universitet i Tromsø. Hun skal her undersøge, hvordan klimaforandringerne på lang sigt påvirker den grønlandske natur.

Inuuteq Storch har modtaget et legat til at studere fotografi på ICP – International Center of Photography i New York.

Nick Bæk Heilmann har modtaget et legat til at læse sin kandidatuddannelse i Moderne Kinastudier på Renmin University i Beijing, Kina.

Trine Jul Larsen har modtaget et legat til at læse en Master of Public Health på Norges Arktiske Universitet i Tromsø.

Ivalo & Minik Fonden fortsætter naturligvis med at uddele legater, Næste ansøgningsfrist er den 1. oktober 2015, hvor bestyrelsen ser frem til at modtage mange gode ansøgninger.