Fire grønlændere klar til uddannelseseventyr i Australien, Schweiz og Norge

Ivalo & Minik Fonden har netop uddelt fire legater til en samlet værdi på 200.000 kroner. De fire legatmodtagere skal i de kommende måneder styrke deres viden og kompetencer gennem studieophold i Australien, Schweiz og Norge.

Formand for Ivalo & Minik Fondens bestyrelse, Minik Rosing, glæder sig over, at fonden endnu en gang har mulighed for at støtte unge grønlændere i deres ambitioner om at uddanne sig i udlandet.

”Det er altid en stor glæde at se, hvordan vores legatmodtagere griber muligheden for at dygtiggøre sig i nye omgivelser. De vender hjem med erfaringer og perspektiver, som styrker både dem selv og vores samfund. Det er en investering i viden, mod og fremtid,” siger han.

At fonden igen kan sende unge grønlændere ud i verden, skyldes de vedvarende bidrag fra Royal Arctic Line, NunaFonden og GrønlandsBANKENs Erhvervsfond. Deres engagement gør det muligt at støtte de studerende økonomisk i jagten på deres uddannelsesdrømme.

”Vi er dybt taknemmelige for den støtte, vi modtager. Det er ikke blot et bidrag til den enkelte legatmodtager, men et bidrag til at udvikle hele samfundet fremadrettet,” understreger Minik Rosing.

Ivalo & Minik Fonden uddeler legater to gange årligt til grønlændere med planer om studieophold i udlandet. Næste ansøgningsfrist er den 15. februar 2026, og bestyrelsen opfordrer alle uddannelsesivrige grønlændere til at indsende deres ansøgning.

Efterårets legatmodtagere

Ida Holm har fået et legat til at studere marinebiologi på The University of Queensland i Brisbane i Australien.

Malu Bech har fået et legat til at studere et semester på RMIT Univerity of Melbourne i Australien i forbindelse med sin igangværende uddannelse på DMJX i Århus.

Naja-Theresia Høegh har fået et legat til at studere et semester på Universitetet i Luzern i Schweiz i forbindelse med sin Master i jura på Københavns Universitet.

Camilla Bagger har fået et legat til at studere en Master of Science i Leadership and Organisational Psychology på BI Norwegian Business School i Norge.