Japan og Sydkorea får glæde af grønlandske studerende

Det er Ivalo & Minik Fonden en stor glæde at kunne meddele, at vi på bestyrelsesmødet i marts har uddelt to legater til en samlet værdi på mere end 300.000 kroner.

Bestyrelsesformand Minik Rosing udtaler i den forbindelse:

”I Ivalo & Minik Fonden bliver vi altid glade, når vi kan bidrage til, at studerende kan komme ud i verden og dygtiggøre sig. Jeg håber, at legaterne også denne gang kommer både de studerende og Grønland til gavn.”

Ivalo & Minik Fonden har siden 2014 uddelt lidt over 50 legater til grønlændere, der er rejst til udlandet for at studere. Ivalo & Minik Fonden modtager årlige donationer fra NunaFonden, Royal Greenland A/S, Royal Arctic Line A/S og GrønlandsBANKENs Erhvervsfond, og kan på den baggrund uddele legater.

”Vi er taknemmelige for det samfundsansvar som NunaFonden, Royal Greenland A/S, Royal Arctic Line A/S og GrønlandsBANKENs Erhvervsfond udviser med deres donationer. Hvis vi ikke fik penge fra dem, så kunne vi ikke uddele legater,” forklarer Minik Rosing.

Forårets legatmodtagere
Malik Koch Hansen har fået et legat til at studere en del af sin overbygningsuddannelse i Samfundsvidenskab på International University of Japan.

Lana Hansen Larsen har fået et legat til at studere koreansk på Language International Campus i Seoul, Sydkorea.

Åben for ansøgninger
Ivalo & Minik Fonden fortsætter med at uddele legater til efteråret. Ansøgninger modtages løbende. Næste deadline for modtagelse af ansøgninger er den 1. oktober 2022.