Fem engagerede grønlændere har netop modtaget legater fra Ivalo & Minik Fonden og kan nu tage hul på drømmen om at dygtiggøre sig i udlandet. Med en samlet uddeling på næsten 220.000 kroner går rejsen for de fem studerende denne gang til lande som Canada, Japan, USA og Norge.
Bestyrelsesformand Minik Rosing glæder sig over, at Ivalo & Minik Fondens bestyrelse endnu en gang har haft mulighed for at støtte de studerende med at opnå deres drømmeuddannelser.
”Hver eneste uddelingsrunde minder os om, hvor dedikerede og modige disse unge grønlændere er, når de søger ud i verden. De viser et fantastisk engagement og en vilje til at vende hjem og styrke vores samfund med ny viden og friske perspektiver,” siger han.
Årsagen til, at det overhovedet er muligt at sende studerende ud i verden, er de årlige bidrag til Ivalo & Minik Fonden fra Royal Greenland, Royal Arctic Line, NunaFonden og GrønlandsBANKENs Erhvervsfond. Deres stadige engagement er helt afgørende for, at Ivalo & Minik Fonden endnu en gang kan hjælpe grønlændere til at nå nye uddannelsesmæssige højder.
”Uden vores trofaste bidragsydere havde det ikke været muligt at hjælpe så mange. Deres bidrag er ikke blot økonomisk støtte til de studerende – det er også et bidrag til Grønlands fremtid,” siger Minik Rosing.
Ivalo & Minik Fondens bestyrelse mødes to gange årligt for at uddele legater til ansøgere med ambitioner om at dygtiggøre sig uden for Grønland og Danmark. Næste frist for ansøgninger er den 15. februar 2025, og fonden håber at modtage mange kvalificerede ansøgninger fra uddannelsesivrige grønlændere.