Ivalo & Minik Fonden søger legatmodtagere

Har du mod på at studere på et udenlandsk universitet? Eller måske komme på et praktikophold i en international organisation? Så er det måske noget for dig at søge om et legat hos Ivalo & Minik Fonden.

Ivalo & Minik Fonden er en grønlandsk uddannelsesfond, der er opkaldt efter de royale tvillinger; Hans Kongelige Højhed Prins Vincent Frederik Minik Alexander og Hendes Kongelige Højhed Prinsesse  Josephine Sophia Ivalo Mathilda.

Fonden blev stiftet af NunaFonden i 2012, og er nu klar til at uddele legater til grønlændere, der ønsker at tage en videregående uddannelse eller en efteruddannelse herunder et praktikophold i et andet land end Grønland og Danmark.

”Jeg glæder mig rigtig meget til at skulle vurdere de indkomne ansøgninger, ” siger Minik Rosing, der er formand for bestyrelsen i Ivalo & Minik Fonden, og fortsætter:

”Jeg håber og tror, at vi kommer til at modtage mange velkvalificerede og velbegrundede ansøgninger.”

Tænk på det hele
Ansøgningsfrist er den 15. februar 2014, og legaterne vil blive uddelt, så det er muligt at påbegynde sin uddannelse eller sit praktikophold, når efterårssemestret 2014 begynder.

”Det er vigtigt at tænke i helheder, når man ansøger. Det er jo ikke altid, at det er nok at søge om at få betalt eksempelvis gebyret til det udenlandske universitet. Man skal også tænke på rejseomkostninger, boligomkostninger, leveomkostninger og den slags, så det er vigtigt at have alt det med i tankerne, når man skriver sin ansøgning,” påpeger Minik Rosing.

Ansøgningsskema og andre krav kan findes på Ivalo & Minik Fondens hjemmeside, www.imf.gl

Ivalo & Minik Fonden har indtil videre modtaget donationer fra Royal Arctic Line A/S, Royal Greenland A/S, GrønlandsBANKENs Erhvervsfond og NunaFonden.